Kontakt os på info@modelflyvning.dk

Gummimotormodeller

Gummimotormodeller

F1B – klassen for store gummimotormodeller

F1B-klassen er den ældste modelflyveklasse overhovedet. Næsten alle de tidligste modelfly var gummimotormodeller. I 1927 blev klassen for alvor etableret, da den engelske Lord Wakefield skænkede en stor sølvpokal som vandrepokal til vinderen af en årlig konkurrence for gummimotormodeller. Konkurrencen blev hurtigt et verdensmesterskab, og klassen fik tilnavnet "wakefield-klassen". Pokalen er stadig den eftertragtede præmie ved verdensmesterskaberne.

Planarealet for F1B-modeller skal ligge mellem 17 og 19 dm2, minimumsvægten skal være 230 gram incl. gummimotoren, som maksimalt må veje 30 gram.

 

Gummimotoren – en effektiv kraftkilde

Gummimotoren består typisk af adskillige gummistrenge, der har et tværsnit på 1x3 eller 1x1,5 mm. En færdig motor har typisk 26 strenge, hvis gummiet er 1x3 mm i tværsnit.

Gummimotoren snoes til omkring 400 omdrejninger – så sættes den i modellen, og propellen monteres på gummimotoren og holdes godt fast. Når propellen får lov at dreje frit, drejer den rundt med en hastighed på omkring 800 omdrejninger i minuttet. Det giver modellen en kraftig fremdrift, så kraftig, at den stiger næsten lodret de første sekunder. Når gummimotoren efterhånden er løbet ud, bliver trækket i modellen svagere, og den nærmer sig mere og mere vandret flyvning. Når motoren er næsten helt løbet ud, stopper propellen, og propelbladene folder og lægger sig langs forkroppen, så modellen kan glide med minimal luftmodstand.

 

Wakefield modeller

Den måske mest komplicerede klasse

Også wakefield-modeller er fyldt med elektronik – en timer der ofte har såvel højdemåler som "nedskydningsmodul" og GPS-sender installeret.

Derudover kræver F1B-klassen udstyr til at foretage optrækket af gummimotoren.

Under optrækning af gummimotoren monteres modellen i et stativ, som sidder godt fast i jorden.

 

Præstation og termik

Som i klasse F1A forsøger også wakefield-flyvere at starte deres modeller, når der er termik. Det er ikke så let, når man står på jorden. Men hvis andre modeller – eller fugle – flyver i termik tæt på, kan man forsøge at ramme den samme termikboble.

Nogle har anskaffet eller bygget måleinstrumenter, der ved at kombinere vindhastighed og lufttemperatur kan fortælle, om der er termik.

Gummimotormodel P-30

Andre klasser for gummimotormodeller

Klasse P-30

Klasse P-30 er lavet for at give nye modelflyvere let adgang til at flyve konkurrencer med en enkel gummimotormodel.

Reglerne for klassen er enkle – spændvidden må ikke overskride 75 cm, gummimotoren må maksimalt veje 10 gram, og modellen må kun bruge en kommercielt tilgængelig plastikpropel til fremdriften.

Ved konkurrencer flyves normalt fem starter med 120 sekunders max.

Klasse F1G

Oprindelig opstod denne klasse i Frankrig, hvor man havde døbt den "Coupe d´Hiver", hvilket kan oversættes til "vinter-konkurrence".

Ideen bag klassen var den samme som ideen bag P-30, nemlig at lave en klasse, der var så let at flyve, at man også ville kunne finde på det, når vejret var koldt.