Fritflyvende svævemodeller

F1A – klassen for store svævemodeller

Den mest udbredte fritflyvningsklasse er F1A-klassen – store svævemodeller.

De vigtigste regler for klassen er, at modellernes totale planareal (vinge- og haleplansarealet tilsammen) skal ligge mellem 32 og 34 dm2. Modellernes minimumsvægt er 410 gram og højstartslinens længde må maksimalt være 50 meter, når den strækkes ud med en kraft på 5 kg.

Moderne F1A-modeller har typisk en spændvidde fra ca. 200 til ca. 240 cm – det afhænger af, hvor bred vingen er. Jo smallere vinge, jo større spændvidde.

Næsten alle moderne F1A-modeller er bygget med flittig brug af kulfiber, så man kan bygge ret smalle vinger, som kan holde til næsten hvad som helst.

Det er vanskeligt at bygge store dele af F1A-vingerne i kulfiber. Mange dele må støbes i forme, så det kræver rigtig meget, hvis man selv vil bygge en moderne top-model. Det er grunden til, at næsten alle F1A-flyvere er gået over til at købe deres modeller færdigbyggede fra en række småproducenter, der primært kan findes i Ukraine, Rusland og andre gamle østlande.

Afhængig af producent og kvalitet kan en sådan moderne F1A-model koste fra ca. 7.000 til ca. 15.000 kroner. Så det er ikke billigt at anskaffe sig f.eks. tre modeller til konkurrencebrug.

Man kan dog klare det markant billigere, hvis man går på jagt efter brugte modeller. Her kan man være heldig at finde fuldt konkurrencedygtige modeller med et par år på bagen til under det halve af nyprisen.

Stor højdevinding med bunt

De moderne F1A-modeller er så stærke, at modelflyveren under højstarten kan trække i højstartslinen med et træk på 15-25 kg, hvorved modellen bliver accellereret op til en meget høj hastighed samtidig med, at højstartslinen frigives fra modellen. Den høje hastighed omsættes til ekstra højde. Umiddelbart efter at linen har sluppet modellen, bliver modellen styret af et indbygget urværk (en "timer"), der sørger for, at modellen flyver lodret opad i ca. 2 sekunder, før den dykker fremad ("bunter") og lægger sig i glidestilling.

Denne såkaldte "bunt-start" kan give modellen måske 25-30 meters ekstra højde ud over højstartslinens 50 meter. Så hvor "gammeldags" F1A-modeller startede glideflyvningen ca. 50 meter over jorden, kommer de moderne F1A-modeller markant højere. Men højdegevinsten kan blive negativ, hvis buntet ikke sidder lige i skabet.

 

Højstarten er det vigtigste

Mens man højstarter en moderne svævemodel, sidder højstartslinen fast, så modellen ikke bliver udløst utilsigtet. Det betyder, at man kan løbe eller gå rundt med sin model på linen og afsøge startområdet for termik. Mens man højstarter modellen, kan man lade den flyve i cirkler, så man ikke behøver løbe hele tiden for at holde den oppe.

Når man finder en termikboble, gælder det om at udløse modellen, hvor termikken er kraftigst. Derfor lader mange deres modeller flyve én eller flere cirkler, mens de mærker termikken. Hvis de er tilfredse, spurter de afsted for at give modellen størst mulig fart.

De fleste F1A-flyvere vil nok mene, at højstarten er den mest spændende del ved at flyve med svævemodeller. Det er næsten altid muligt at finde termik – men der kan være kolossal forskel på, hvor let det er at finde den.

 

En moderne F1A-model er fyldt med elektronik

Ud over timeren til at styre blandt andet rorbevægelserne har de fleste moderne F1A-modeller en elektronisk nedskydning, en højdemåler og en GPS-sender indbygget. Ofte er alle disse funktioner indbygget i timeren.

Nedskydningen er en funktion, der sender et radiosignal til modellen, som udløser termikbremsen (en funktion, der bringer modellen hurtigt ned, selvom den flyver i termik). Nedskydningen bruges for eksempel, hvis termikken er så kraftig, at man er bange for at miste modellen af syne, fordi den flyver for langt væk.

Højdemåleren bruges især, når man trimmer. Det kan være svært at se, hvor megen højde en model vinder i bunt-starten. Med højdemåleren får man den præcise højde.

Og GPS-senderen sender et signal, som modelflyveren kan aflæse på en særlig GPS-modtager, der viser i hvilken retning og i hvilken afstand modellen befinder sig. Så kan man være nogenlunde sikker på at kunne finde modellen igen selv efter en lang flyvning.

Klasse F1H

F1H-modeller – der tidligere kaldtes A1-modeller – er små svævemodeller, som har et maksimumsareal på 18 dm2 samt en minimumsvægt på 210 gram.

Bortset fra størrelsen er de bedste moderne konkurrencemodeller i klassen stort set magen til F1A-modellerne.

F1H-modeller bygges dog også ofte af relativt uerfarne fritflyvere. For begyndere er klassen temmelig ideel – byggearbejdet er mindre omfattende, og man kan bygge udmærkede modeller uden al elektronikken og kulfiberdelene, som præger de avancerede konkurrencemodeller.

Konkurrencereglerne er også de samme som for F1A – dog er max-tiden normalt reduceret til 120 sekunder, således at F1H-modellerne ikke flyver så langt og er hurtigere at hente hjem.

Der findes gode byggesæt til F1H-modeller, som henvender sig til nye modelflyvere.

 

Chuckglider

Chuckglidere er små svævemodeller – oftest lavet af balsafiner – som man starter ved at kaste dem op i luften med et kraftfuldt kast.

De er forholdsvis lette og hurtige at lave, og man kan have rigtig meget fornøjelse af at flyve med dem. Man slipper for højstarten, så man kan hurtigt nå at flyve en masse starter.

I konkurrencer flyver man oftest to starter i hver periode. Max-tiden er 60 sekunder, og den bedste af de to starter tæller som periodens resultat.

Hvis man laver et hak i chuckgliderens forkrop, kan man også starte dem med en kraftig elastik – en såkaldt katapultstart