Kontakt os på info@modelflyvning.dk

INDOOR DM 2008 med 20 deltagere…

Traditionen tro blev DM for fritflyvende indendørsmodeller arrangeret af Vejle Fritflyvningsklub og konkurrencen afholdt i Hal 1 i Vejle Idrætscenter, søndag d. 2 marts. Traditionen tro burde Jørgen Korsgaard være konkurrenceleder, men han havde meldt fra og Kristian H. Andersen indvilligede i at påtage sig rollen.

I modsætning til tidligere år var der udenlandske deltagere - en mindre svensk delegation havde meldt sin ankomst lørdag, hvor Vejle FF-klub tog pænt imod og havde arrangeret fællesspisning. Af hensyn til de udenlandske deltagere og nogle få danske, der gerne ville fly med i konkurrencen, men endnu ikke var meldt ind i FF-Unionen, blev det besluttet at lave alle klasser åbne. Resultaterne blev til sidst fordelt på en DM liste og en OPEN liste. Det siger sig selv at kun medlemmer af FF-Unionen kan vinde DM, hvorimod alle kan vinde OPEN. Denne opdeling kan ses i resultatlisten.

Selv om udluftningen var slukket var Hal 1 dejlig varm da deltagerne så småt begyndte at ankomme omkring kl. 9:30. Der var sat borde og stole op, så udpakning, reparationer, skæring af gummi etc. ikke skulle foregå på gulvet - skønt!

Cirka kl. 10 blev der afhold briefing, hvor alle ved fælles hjælp fik sammensat periodetider og klasser. Det kan være lidt problematisk af få afsat tid nok til de enkelte modeltyper når antallet er stort og tiden begrænset! Vi valgte derfor at lave en "blød" overgang mellem perioderne, så alle forhåbentlig kunne få fløjet færdig, selv om perioden for den pågældende type egentlig var udløbet. Dette så ud til at fungere til alles tilfredshed og deltagerne var gode til at tage hensyn.

I første periode blev der fløjet Chuck og Peanut. Chuck blev let vundet af Jens Peter Larsen, da han var eneste deltager. I Peanut blev Simon Jonassen en sikker vinder af DM med nogle meget konstante flyvninger på omkring 23 sekunder. Det var dog ikke nok til også at blive vinder af Open konkurrence, hvor Anders Sellmann lavede en flyvning på 41 sekunder. En overraskende fornyelse var at se Jesper Milver Nielsen i Junior klassen. Det kan være utrolig svært at få Peanut modeller til at flyve og Jesper's skal nok også trimmes noget mere, men dejligt at se en junior flyve Peanut - vi glæder os til næste år, hvor der garanteret kommer flere sekunder på tavlen.

Næste periode var til flyvning med P15 - en meget nem model både at lave og flyve, konstrueret oprindeligt af Erik Knudsen. P15 var suverænt den største klasse med 12 deltagere hvoraf de 6 var juniorer. I junior klassen var resultatet i år nogenlunde som sidste år med Laurits H. Andersen på første pladsen, tæt fulgt af storebror Poul H. Andersen med et pænt forspring til 3. pladsen som i år gik til Jacob Vestergaard. I senior rækken var Thomas Johansson fra Sverige i en klasse for sig selv. Med en flyvning på 2 minutter og 18 sekunder kom han ind på en meget sikker 1. plads, med over 100 sekunder til nummer 2, Bjarne Jørgensen, der dog sikrede sig DM titlen.

Herefter fulgte P40 med to deltagere, der havde næsten identiske tider. Peter Thulesen var dog bedst og vandt med 14 sekunders forspring til Jørgen Olsen.

Så blev A6 klassen fløjet. A6 er en Svensk klasse og havde ingen danske deltagere. Der flyves 3 starter i A6, hvoraf kun den bedste tælles med. En suveræn - og meget glad - vinder blev Kalle Westerblad. Kalle fløj kun to starter men begge var over 2½ minut, hvilket ingen af konkurrenterne formåede at komme i nærheden af.

EZB klassen blev en opvisning fra Svenske Jonas Romblad, der med en helt ny fantastisk flot model, satte alle konkurrenter til vægs. Jonas's to bedste flyvninger gav et samlet resultat på 1251 sekunder - mere end 200 sekunder fra nærmeste konkurrent. Respekt! Da Jonas er bosiddende i Randers og medlem af FF-Unionen blev Jonas både vinder af Open konkurrencen samt ny Dansk Mester.

Efter EZB var det tid til F1D Begynder og Living Room Stick. F1D begynder havde to deltagere, begge fra Sverige. Med to flyvninger på næsten 6 minutter blev Anders Sellmann en klar vinder foran Jan-Erik Andersson. I LRS klassen blev Bjarne Jørgensen vinder af DM med sammenlagt 362 sekunder, men dette var dog ikke nok til Open titlen, der blev vundet af Thomas Johansson med ikke mindre ind 436 sekunder.

Inddendørs flyvningens "Mercedes" klasse er F1D klassen. Modellerne er fantastisk lette men utrolig svære at bygge og flyve. Dette kunne ses i antallet af deltagere for der var nemlig kun én: Jonas Romblad. Til gengæld var det en fornøjelse at se Jonas flyve F1D. Intet var overladt til tilfældighederne, alt blev noteret, registreret, målt og vejet! Jonas's tilgang til F1D er yderst professionel og det kunne man ikke undgå at lægge mærke hvad enten man kiggede på modellerne, måden de fløj på, eller blot Jonas's håndtering af dem. Imponerende.

Til sidst blev der fløjet forskellige modeller som var udenfor konkurrencen. Selv om dette stævne var DM for fritflyvende modeller, havde Hans Hansen taget et par indendørs RC modeller med som han gav en lille opvisning med.

Vejle Fritflyvning Klubs lokale sponsor, Middelfart Sparekasse, havde endnu engang sponseret 30 præmier, så de fleste fik en ting eller to med sig hjem til minde om en dejlig dag med masser af flyvning, sjov og snak.

Tak til Vejle FF-Klub for deres indsats.

Kristian H. Andersen