Kontakt os på info@modelflyvning.dk

Referat af årets Generalforsamling/Landsmøde, afholdt d. 7. november fra kl. 10.00

 

Mødet havde 9 deltagere: Christian Schwartzbach, Peter Buchwald, Karsten Kongstad, Leif Nielsen, Lars Buch Jensen, Peter Rasmussen, Per Grunnet, Jytte Noer og Steffen Jensen.

 

1. Valg af dirigent

Steffen Jensen blev foreslået af Formand Per Grunnet, og så sådan blev det.

 

2. Årsberetning for 2021

Per gennemgik årsberetningen, som blev taget ad notam og godkendt. Hovedpunkter:

· 6 danske stævner med mange deltagere, nye såvel som gamle ansigter. Største aktivitetsniveau i mange år.

· Modelflyvenyt – synspunkter behandles under punktet ”evt.”

· Hjemmesiden – en del tekster er opdateret, men Per er ikke tilfreds. Der udestår uddannelse. Emnet tages op på næstkommende repræsentantskabsmøde.

 

3. Bestyrelsens økonomimedlem gennemgår regnskabet

Thomas Røjgaard havde udarbejdet regnskab som blev fremlagt af Steffen, og det blev godkendt. Regnskabet er revideret.

 

4. Forslag fra bestyrelsen

Der var ingen forslag fra Bestyrelsen i år.

 

5. Forslag fra medlemmerne

 

Ole Vestergaard har fremsendt følgende to forslag:

· Det foreslås, at der i lighed med tidligere åbnes mulighed for at medlemmer kan søge om et kontant tilskud på op til 1.000,- kr. til køb af udstyr til fritflyvningsmodeller. Eneste betingelse for tilskuddet er, at indkøbet skal anskaffes i kalenderåret 2022, og at det allersenest skal benyttes i praksis i 2023.

· Beslutning: Efter en positiv dialog henviser Landsmødet til eksisterende beslutning, hvor Juniorer kan efter begrundet ansøgning kan søge om tilskud hos Formanden, som så afklarer med Bestyrelsen. Der er stor vilje til at støtte de unge mennesker, mens vi ”voksne” må klare os selv….

 

· For at sikre, at der ikke rundt omkring i gemmerne ligger brugbart men ubenyttet udstyr, enten i form af hele modeller eller løsdele, laves en "Krambod" i Nyhedsmailen, hvor der både kan efterlyses og fremlyses effekter.

· Beslutning: God ide og Per medtager det gerne i Nyhedsbrevet. Metoden skal være ”Efterlysning” af konkrete ting fra folk med ønsker/behov og ”svar” fra dem der har noget i skufferne.

 

Flere forskellige har fremsendt følgende forslag:

· Det foreslås, at udgiften til "leje" af Kongenshus Mindepark ved konkurrencer afholdt af Fritflyvning Danmark, betales af klubben. Dermed slipper konkurrenceledere for at indkassere de 40 kr. pr. deltager og får altså lidt mindre arbejde.

· Beslutning: Leif og Peter som er dem som aktuelt fungerer som konkurrenceledere på Kongenshus, var fortalere for at vi fortsætter med central betaling, som sammen med en takkemail fra konkurrencelederen sendes til skovfogeden. Dette skaber en tydelighed og dialog som vurderes at være i vores interesse. Dette setup justeres der derfor ikke på.

 

Karsten Kongstad har fremsendt følgende:

· De nye Alti-metre åbner op for ændrede former for konkurrenceafvikling. Følgende forslag viser en af mulighederne:

· Konkurrencen afvikles i perioden kl. 10:00 til 18:00, idet der her må forventes termikaktivitet. Max-tid: 3 minutter.

· Under fly-off – som også afsluttes inden kl. 18:00 – findes vinderen ved højden målt med Alti-meter (3 minutters max.)

· Alti-meter kan også anvendes ved de ordinære perioder, hvis det fremgår af invitationen til konkurrencen.

 

Forslaget

· prioriterer termikflyvning, hvilket tilgodeser modelflyvere med modeller, der ikke længere er konkurrencedygtige som f.eks. F1A-modeller fra Yablonovsky eller Skymaster.

· konkurrencer kan – på grund af brug af Alti-meter – afvikles på mindre flyvepladser.

· konkurrencen kan afvikles på én dag, hvor alle kan forventes at være til stede, og man undgår morgen-fly-offs med ofte kun få tilstedeværende.

 

· Beslutning: Forslaget var stillet for at få en debat, og det lykkedes. Forslaget blev trukket efter debatten, og der blev supplerende gennemført en diskussion af ”automatisk tidtagning” og de muligheder som ligger i dette. Det henstilles til konkurrencelederne at stævner i 2022 afvikles mellem 10 og 18.

 

 

Per Grunnet har fremsendt følgende forslag:

· Der har været en tradition for, at Landsmødet har lagt nogle retningslinier for, hvem Udtagelseskomiteen kan udtage til landshold. Jeg foreslår, at disse retningslinier ophæves, og at Landsmødet giver Udtagelseskomiteen frie hænder til at udtage det landshold, som Udtagelseskomiteen finder bedst.

Begrundelsen for dette forslag er, at reglen om, at man kun kan udtages, hvis man inden for udtagelsesperioden har deltaget i mindst tre konkurrencer, har vist sig at give nogle problemer med at udtage det tilsyneladende bedste landshold.

· Beslutning: Per trækker forslaget tilbage efter en længere og frugtbar dialog, og den nuværende beskrivelse af vilkår og forudsætninger for landsholdsudtagelsen videreføres. Beslutning: Efter en grundig debat hvor positionerne blev genopfrisket, trak Per forslaget tilbage, og det blev således ikke bragt til afstemning.

 

6. Forslag til budget for 2022

Budgetforslaget blev præsenteret af Steffen, og herefter vedtaget med den justering at betaling for Landsholdssamlingen for op til 3 fritflyvere tages af kassen.

 

7. Distriktslederen forelægger konkurrencekalenderen

 

FF Konkurrence kalender 2022, Danske og udvalgte udenlandske konkurrencer / oplæg 02.11.21

 

Bemærk at der er tale om et oplæg, hvor specielt datoerne i efteråret er i risiko for at blive justeret, når den internationale kalender bliver tilgængelig. Den ”frosne” kalender vil komme i et Nyhedsbrev, ligesom stævnerne vil blive lagt i kalenderen på Modelflyvning Danmarks hjemmeside.

 

12.-19. feb. FABFEB, Lost Hills

27. februar DM Indendørs, Vejle / konkurrenceleder Ole Vestergaard

5.-6. marts Eagle Cup / Danish Winter Cup, Mjösa, Norge / norsk konkurrenceleder!

11.-12. marts Swedish Moose Cup / Bear Cup, Säkylä, Pori, FIN

30. april Vårkonkurrence, Kongenshus Mindepark / konkurrenceleder Leif Nielsen

26. maj Flyvedag – små klasser, Hvor ? / konkurrenceleder Ole Vestergaard, (kunne evt. flyttes til Model Air Games, Skinderholm 3-6/6)

3.-6. juni Model Air Games, Herning, Skinderholm / arrangør Erik Dahl Christensen

4.-5. juni Jutland Heath Cup, Kongenshus Mindepark / konkurrenceleder Peter Rasmussen

5.-6. juni DM Udendørs, Kongenshus Mindepark / konkurrenceleder Karsten Kongstad

7.-10. juli Norwegian Cup / Swedish Cup / Danish Summer Cup, Alvaret, Öland / konkurrenceleder Steffen Jensen

12.-13. august Poitou, Noizé (Thouars), FRA

16.-20. august EM, Prilep, Nordmakedonien

4. september Høstkonkurrence (evt. DM), Kongenshus Mindepark / konkurrenceleder Steffen Jensen

11. september Erik Knudsen Memorial, Skjern Enge / konkurrenceleder Ole Vestergaard

15. oktober Jyllandsslaget, Kongenshus Mindepark / konkurrenceleder Jørgen Korsgaard

 

8. Valg af bestyrelse

Den nuværende bestyrelse ser således ud, og alle er villige til genvalg:

Per Grunnet – formand

Steffen Jensen – næstformand

Thomas Røjgaard – økonomimedlem

Lars Buch Jensen – fritflyvningsredaktør

Peter Buchwald - Technical Expert

Peter Rasmussen – Distriktsleder

Alle blev genvalgt

Vores vedtægter anfører faktisk at der skal være 7 medlemmer af bestyrelsen, så Leif Nielsen blev foreslået og valgt. Bestyrelsen konstituerede sig og Per blev Formand igen.

 

9. Valg til udtagelseskomiteen

Udtagelseskomiteen består af Steffen Jensen (formand), Peter Rasmussen, Lars Buch Jensen, Christian Schwartzbach og Peter Buchwald.

Alle er villige til genvalg, og alle blev genvalgt. Vores vedtægter kræver at der er 6 medlemmer af udtagelseskomiteen, så Karsten Kongstad blev foreslået og valgt.

 

10. Valg af to revisorer

De nuværende revisorer er Rasmus Ernst og Jørgen Korsgaard. Begge er villige til genvalg og blev valgt.

 

11. Eventuelt

 

· Hvem deltager i repræsentantskabsmøde d. 22/3 - der vil være mulighed for udstilling af modeller. Lars, Per og muligvis Thomas deltager

· "Nudging" for tilmelding til Landsholdssamling d. 15.-16. januar på Fyn - de 500,- betales af FFU (Leif, Peter og Per deltager, dog evt. udelukkende i 1. dag)

· Danmarksrekorder? – Vi har udelukkende interesse i varighedsrekorderne for indendørsmodeller. Jørgen Korsgaard kontaktes for at afklare aktuel status.

· Mærkning af modeller fra 1. januar 2022 - fortsat uklarhed. Steffen søger skriftlig afklaring fra Eliteudvalget.

· Frister for udsendelse af materiale – Vores vedtægter rummer kun den bestemmelse, at Lovændringer skal udsendes mindst en måned før Generalforsamlingen. Det almindelige materiale incl. forslag fra medlemmer og bestyrelse udsendes mindst en uge inden mødet. Hvis dette skal ændres/konkretiseres kræver det er vedtægtsændring.

· Modelflyvenyt – input til redaktionsmøde givet til Lars fra mødedeltagerne

· Tirsdagsmøder hos Lars. God ide, Lars kommer selv med datoforslag

 

12. Næste Landsmøde

Landsmøde plejer at være den første søndag i november, så det bliver søndag 6. november 2022. Placering fastlægges senere.

 

Bilag 1.

 

Formandens beretning

 

Bilag 2.

 

Landshold til EM 2022 i Nordmakedonien

 

I forbindelse med Landsmødet/Generalforsamlingen blev der afhold møde i udtagelseskomiteen, og følgende blev udtaget:

 

F1A

1. Steffen Jensen

2. Lars Buch Jensen

3. Leif Nielsen

Reserver:

1. Jytte Noer (Jytte er endvidere udtaget som første kvinde, og kan derfor deltage i EM)

2. Karsten Kongstad

3. Ruben Sonne

4. Thomas Røjgaard

 

F1B

1. Jes Nyhegn

2. Steffen Jensen

Jørgen Korsgaard er ikke ”kandidat”, men tilbydes at supplere sine resultater fra 2021 med aktiviteter i 2022. Hvis Jørgen indhøster resultater inden 15. juli, vil han blive udtaget til den 3. plads på F1B holdet.

 

Referat: Steffen Jensen