Kontakt os på info@modelflyvning.dk

Årsberetning for Fritflyvning Danmark 2022

I modsætning til de to seneste år, har 2022 været fri for restriktioner pga. corona. Der har været god aktivitet til vore konkurrencer, hvoraf de fleste er blevet afholdt planmæssigt i generelt pænt flyvevejr.

Trods god vilje har vi ikke haft meget held med at lave andre aktiviteter i 2022. Ingen klubmøder, ingen seminarer, bortset fra den nu nærmest traditionelle Landsholdssamling.

 

Konkurrence-aktiviteterne har Steffen Jensen beskrevet i sin aktivitetsrapport til Eliteudvalget, som han er medlem af. Her er hans rapport for 2022:

 ”Vi er fortsat få aktive medlemmer og der er ikke rigtig nogen tilgang, men den gamle garde er vedholdende og aktivitetsniveauet har været højt i 2022.

 

Udendørs aktiviteter

Klasse F1A

Mange stævnedeltagelser. Samlet set har 14 konkurrencepiloter deltaget i 19 forskellige stævner, herunder 16 World Cup stævner afholdt rundt omkring på kloden og 4 stævner afholdt på dansk jord (i tre tilfælde på Kongenshus og det sidste på Skjern Enge).

Vi har afholdt/arrangeret to danske World Cup stævner som vi må, nemlig Jutland Heath Cup på Kongenshus og Danish Winter Cup på den frosne sø Mjøsa i Norge. Endvidere arrangerede vi et stævne på Öland som vi "lånte" fra vores finske venner. Det fik derfor navnet Finnish Summer Cup.

Ingen danskere har vundet World Cup stævner i denne klasse i år, men vi har en andenplads, en tredjeplads og et par fjerdepladser, og 5 piloter blandt World Cup listens første 100 pladser, så det er absolut tilfredsstillende.

 

Klasse F1B

Her har 6 personer deltaget i stævner i år. Bedste internationale placering har været en anden og en fjerdeplads.

 

Klasse F1Q

3 danskere er på World Cup listen som nummer 14, 21 og 22.

Bedstplacerede Tom Oxager har vundet to World Cup stævner i Frankrig. Denne klasse er fortsat præget af skuffende lave deltagerantal, med kun 51 piloter som har scoret World Cup points, hvilket dog næsten er det samme som i F1C, som oplever fortsat tilbagegang, og hvor der ikke længere er danske udøvere.

 

Indendørsaktiviteter

Et enkelt stævne med pæn deltagelse (red. DM for indendørsmodeller). De fleste udøvere er folk som også flyver de udendørs klasser, og blot flyver indendørs "for sjov". Ingen deltagelse i internationale stævner, og ingen som har et højt niveau.

 

Forventninger til 2023

Vi forventer at arrangere to World Cup stævner.

Vi forventer at sende fuldt landshold i klasserne F1A og F1B incl. en holdleder og en kvindelig deltager til VM i Frankrig.”

 

Så meget om vore sportslige aktiviteter ….

 

Vi mangler flyvepladser …

Vi har i 2022 måttet aflyse Jyllandsslaget, der skulle have været afholdt i oktober måned på Kongenshus Hede. I god tid inden den fastsatte dato fik vi besked om, at vi ikke kunne bruge heden hverken den pågældende dag eller andre i efteråret.

Nogle af vore medlemmer er på eget initiativ taget til Kongenshus Hede for at trimme – og vi har fået besked om, at der altid skal søges om tilladelse til at flyve både der og på Randbøl Hede, som nogle medlemmer også har benyttet.

Vi håber, at vi fortsat kan lave et par konkurrencer hvert år på Kongenshus Hede, og vi skal måske overveje, om vi kan få aftale om trimflyvning uden forudgående aftale.

Flyvestation Værløse er nedlagt og udlagt til offentligt rekreativt område, så her har vi en plads på ca. 700 meter i nord-sydlig retning og over 2000 meter i øst-vestlig retning. En rigtig god trimmeplads, men kun egnet til konkurrenceflyvning med reduceret max-tid.

 

Modelflyvning Danmark og fritflyvning

Vi har deltaget i MDK’s repræsentantskabsmøde, hvor MDK’s bestyrelse skulle forelægge et forslag til administration af foreningens hjemmeside med udgangspunkt i det forslag om en web-redaktion, som vi forelagde på forrige repræsentantskabsmøde. Lars Buch og Thomas Røjgaard deltog i mødet.

Det viste sig imidlertid, at MDK’s forslag grundlæggende var at sikre flittig opdatering af arrangements-kalenderen på hjemmesiden – og så lade resten af hjemmesiden være ”statisk”. Det betyder, at opslagene skal være generelle og have lille behov for regelmæssig opdatering. Vores forslag tog udgangspunkt i et ønske om en aktiv hjemmeside, som kunne støtte en rekrutteringsindsats for interesserede grupper.

MDK’s bestyrelse mente imidlertid, at en sådan hjemmeside ville konkurrere med mange klubbers hjemmesider – og det ønskede man ikke!

 

Fremtiden ….

Vi er ikke mange fritflyvere i Danmark. Vi udgør mindre end én procent af MDK’s ca. 6.000 medlemmer, så vores gennemslagskraft i forenings-sammenhæng er beskeden. Vi får stadig optaget ganske meget fritflyvningsstof i Modelflyvenyt, og vi henter også en uforholdsmæssig stor del af ”medalje- og placerings-høsten” i MDK.

Men vore administrative kræfter er små – og vores energi til at forsøge at rekruttere nye medlemmer er absolut begrænset.

Der er dog lyspunkter – den legendariske Taulov-klub er ved at komme i omdrejninger igen. Den var for mange år siden et kraftcenter, hvor unge fik prøvet at flyve fritflyvning under kyndig vejledning fra en gruppe erfarne fritflyvere.

Der er også opstået en hård kerne af ambitiøse fritflyvere i Vejle-Fredericia-området, som bider de mere erfarne F1A- og F1S-flyvere i haserne.

Så der er noget at glæde sig over. Og måske er den sidste danske fritflyver ikke født endnu!

 

Per Grunnet, formand